Hvad er meningen med det ene legeme?

P. J. Loizeaux

GUDS ORD siger, at ”der er ét legeme” (Efeserne 4:4), ikke to, eller tre, men ét – og kun ét. Dette ”ene legeme” er Kristi legeme (Efeserne 1:23); det betyder, at hver kristen er for Kristus, hvad en mands fod, hånd, osv., er for den mand (1. Korinther 12:12, 27). Der findes ikke et sted i Skriften, hvor vi læser om at være baptist, metodist, presbyter, eller noget andet legeme. Det eneste vi læser om er Kristi ene legeme , som dannes af Guds ”ene Ånd.” Derfor er fællesskabet mellem kristne et medlemsfællesskab i Kristi legeme – et guddommeligt forhold, som man indgår i ved omvendelsen og Helligåndens dåb, og som fuldbyrdes i himlens herlighed, som kirken er forudbestemt til.

Når kristne derfor indgår i et forhold som skiller sig ud fra dette ene, og er sammen med hinanden på andre principper end dette, så er de sekteriske. De skaber andre bånd end det, Gud har skabt, og ved hvilket han binder alle sine børn sammen i denne nådestid.

Men det ene legemes lemmer er spredt ud over hele jordkloden. De kan ikke samles på ét sted. De samles derfor på ethvert sted, som er belejligt for dem som bor i det område. Der kan være ”to eller tre,” eller to eller tre hundrede eller tusind; Kristus, som er frelser og hoved for legemet, har lovet at han vil være midt iblandt dem, der er samlet på denne måde (Matthæus 18:20). Han er det centrum vi samles omkring, ligesom arken i gamle tider var det, der samlede Israel. Han er den vidunderlige ting, som deres hjerter fokuserer på – enhver som i tro fryder sig i Herren Jesu nærvær. Disse lokale kirker, eller mennigheder, er selvfølgelig, ligesom de personer der sammensætter dem, ”ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer” (Romerne 12:5). Hvis nyomvendte modtages ét sted, så bliver de det på vegne af Guds universelle kirke, og introduceres således for dens fællesskab – læg mærke til, at det er fællesskab , og ikke medlemskab , for de blev allerede medlemmer da de modtog Helligånden. Hvis man flytter et sted hen, hvor man er ukendt, så giver et anbefalingsbrev ham fuld adgang til alle privilegier, alle steder. Hvis en person vandrer i ondskab og disciplineres ét sted, så disciplineres han af hele den universelle kirke indtil han omvender sig.

Alle disse lokale menigheder er, hvad deres doktriner og praksisser angår, primært ansvarlige overfor Herren, i den grad at ”Kristus er kirkens hoved” (Efeserne 5:23), og hvis nogen af dem skulle vælge en ond doktrin eller praksis, så kan han dømme denne menighed, ligesom i 1. Korintherbrev 11:26-32, eller fjerne dens lysestage helt, som han truer med i Åbenbaringsbogen 2:5. De er også ansvarlige overfor hinanden, for alle er ”hver især hinandens lemmer” (Romerne 12:5). Ingen lokal menighed kan handle helt på egne vegne. Dens handlinger har indflydelse på alle andre, binder os alle sammen, og gør derfor alle ansvarlige sammen med den. Den må derfor, når der sættes spørgsmålstegn ved den, være åben for at blive undersøgt nøje, da den er ansvarlig overfor alle andre. Følelsen af et sådant ansvar overfor hinanden skaber en sund omsorg for alt, hvad der foretages ethvert sted.

Men nogle kunne måske sige, at dette er en sund doktrin, og alt sammen meget sandt, og at det stemmer overens med Skriften, men at kristendommen er fyldt med splittelser og delinger, ikke underordner sig hinanden, hvilket er med til at skabe mennesker, som på ingen måde underordner sig Skriften eller Herren. Hvad skal man så gøre? Vandre bort fra dem, og, ved skriftens lære og gudfrygtig arbejdsomhed efter apostlenes forbillede, skabe et fællesskab som følger den universelle kirkes principper, og sammen med hinanden at praktisere de ting, som hele kirken bør praktisere. Den kan være lille og svag, og skabe modstand og foragt, som på Ezras og Nehemias' tid, da de begyndte at bygge på ny, ovenpå et gammelt fundament; men det vil glæde Gud. Bare at forsøge vil glæde ham. Han vil velsigne trofast arbejde, som prøver at få dette stablet på benene; og når Herren vender tilbage, så vil han vise, at hver ”levende sten,” som er bygget ovenpå et gammelt fundament, er blevet placeret der med en særlig velsignelse – at være velsignet for evigt.

”ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håbM én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle” (Efeserne 4:4-6).

”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, sådan er det også med Kristus.”

”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1. Korinther 12:12, 27).