Kan man miste det evige liv

Kan man miste det evige liv? Bibelens svar på dette vigtige spørgsmål er: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johannes 3:16). Det evige liv udspringer fra Guds eget hjerte, og når et menneske først modtager det, så vil han aldrig gå fortabt , fordi det varer evigt .

Vi får ikke at vide, at vi må elske Gud, men vi får at vide, at han elskede os. Vi får ikke at vide, at vi skal give ham noget, men vi bliver bedt om at tro på, at han har givet os evigt liv i sin enbårne Søn. Hans del handler om at elske og give. Vores del handler om at tro og have.

Hvis Gud bad os om at skrive hvordan vi kunne blive frelst ned på papir, så ville det lyde nogenlunde sådan, ”For således elskede Gud verden, at han gav os muligheden for at frelse os selv; for at enhver, som gør sit eget bedste, og kommer et sted hvor man tilbeder, og beder om tilgivelse, har en god chance for at få det evige liv når han dør.” Tak ske Gud at han har gjort det langt mere enkelt og sikkert end det!

Hvem har evigt liv? Den, som tror på Sønnen, har det evige liv her og nu. Læg mærke til de fem bestemte områder i de følgende vers:

”Sandelig, sandelig siger jeg jer:

•  Den, der hører mit ord, og

•  Tror ham, som har sendt mig

•  Har evigt liv og

•  Kommer ikke for dommen, men

•  Er gået over fra døden til livet” (Johannes 5:24)

Kunne noget være mere klart? Behøver vi at arbejde, for at bevare det evige liv? Svaret er, ”Nej!” Det eneste vi behøver at gøre, er at tro: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv” (Johannes 3:36).

Har vi hørt hans Ord , og tror vi på ham, som har sendt ham? Hvis svaret på dette spørgsmål er ”ja,” så har Herren sikret os, at vi har evigt liv her og nu . Det er ikke længere bare et håb for fremtiden. Han forsikrer os også om, at vi ”kommer ikke for dommen.” Kristus har allerede båret vores straf for os; og ”så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Romerne 8:1).

Vi bliver også fortalt, at vi allerede ”er gået over fra døden til livet.” Vi var engang i en tilstand, hvor vi var under åndelig død; og nu er vi gået over til det evige liv. For at understege denne velsignelse, siger Herren atter: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv” (Johannes 6:47).

Kan nogen tvivle efter at læse dette? Når vi læser videre, så bliver bevisbyrden forstærket: ”mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd … og ingen kan rive det ud af min faders hånd” (Johannes 10:27-30). Jesus, som er den gode hyrde, gav ikke bare sit liv for fårenes skyld, men han giver også evigt liv til fårene.

Findes der nogen usikkerhed for fårene? Overhovedet ikke! Troende er ikke bare sikre på, at de har det evige liv, men de er også forsikrede om, at de aldrig vil gå fortabt. De kan ikke blive revet ud af Faderens og Sønnen sikre hænder.

Lad os se på et skriftsted fra Johannes:

”Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1. Johannes 5:11-13).

En sand troende, som tror på Guds Søn, har det evige liv, fordi Guds Ord siger det igen og igen. Hvis man tvivler på dette, fornægter man Guds eget Ord.

Du spørger måske nu , ”Hvad med Judas og de skriftsteder, der synes at fortælle, at man kan miste den evige frelse?” Gud ved, at nogle af dem, der kalder sig selv for ”kristne,” måske slet ikke er det: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! Til mig, skal komme ind i Himmeriget” (Matthæus 7:21). Derfor må der advarsler til, for at vække dem op.

Mange skriftsteder advarer sådanne ”kristne” imod at falde fra. Men dem, der blot siger at de har tro, og så falder fra - og opgiver kristendommen helt og aldeles – var måske ikke frelste til at begynde med (Hebræerne 6:4-6).

En sand kristen kan godt snuble og synde, men han er stadig et Guds barn, selvom han er ulydig. Derfor bliver han udsat for Faderens disciplin i sit liv. Den disciplin er i sig selv et bevis på et evigt forhold med en evig Far: ”for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af” (Hebræerne 12:6-7).

Det, som en kristen mister ved at synde, er ikke sin frelse – som er evig – men fællesskabet med Faderen, og den glæde og fred som følger med at vandre med ham. Når han bekender sine synder og dømmer sig selv for sin ulydighed, så tilgiver hans Far ham, og fællesskabet bliver genoprettet.

Der er ingen selvmodsigelser i Skriften . Man kan ikke komme udenom ordene ”evigt liv” og ”ikke (skal) fortabes.” Man kan ikke fordreje dem, så de betyder at de er midlertidige, eller at man kan miste den, og så få den tilbage igen. Når det evige liv først er sikret i Kristus, så kan det ikke blive mistet igen. Tro på dette faktum, og lev i glæden og sikkerheden ved det!